søndag den 15. juli 2012

Lebanon, PA



Lebanon, PA - USA, 2010 - Ben Hickernell

Will er en reklamemand fra Philadelphia. Han er i midten af trediverne, er lige blevet single, har ingen børn og - nå ja, hans far er lige død! Hans mor, der mange år forinden blev skilt fra faderen udviser ingen sympati for den afdøde eksmand, så Will "låner" sin ekskones bil og drager mod det landlige Pennsylvania, hvor faderen skal begraves. Her møder han sin udvidede familie, som han ikke kender meget til, men det skal vise sig, at opholdet i den lille by, sætter hele Wills liv på hovedet.

Lad mig starte med det vigtigste først. For de af os, der har opholdt sig i USA i længere tid, har der aldrig været mange film, der virkelig har illustreret forskellene på storbyen og landet i Guds eget land. Storbyen er den vi kende fra film og serier, men hovedparten af USA er gudskelov så meget mere end storbyernes overfladisk søgen efter mammon. Disse forskelle er stort set skelettet for Lebanon, PA - der naturligvis sætter tingene på spidsen, men alligevel rammer rigtig mange "sandheder" imellem bymusen og landmusen i den amerikanske kultur.

Instruktør og forfatter til filmen Ben Hickernell er en lokal Pennsylvaniadreng, der i denne film er ude i sin anden af slagsen. Han har styr på dialogen, der indeholder mange fantastiske finurligheder. Til trods for filmens lette stil med komiske elementer, er vi på ingen måde ude i en komedie. Historien skal findes i den noget mere raffinerede ende af skalaen, hvor menneskets måde at udtrykke sig på - eller måden vi håndterer livet på er i fokus. Det virker helt fantastisk og man er rigtig godt underholdt dialog og historie, der binder personerne rigtig godt sammen.

Skuespillet lader lidt tilbage at ønske, men ingen stikker ud - det være sig hverken positivt eller negativt. Samantha Mathis var for mig det mest kendte ansigt i filmen, men manglen på stjerner er jo en af de forfriskende ting ved indiefilm.

En indiefilm er nemlig lige hvad Lebanon, PA er - og den er det på alle de rigtige måder. Den har en langsomt opbygget historie, et smukt soundtrack af primært akustiske guitarer og en ærlighed uden den moralisering, som Hollywood for længst har adopteret og overgivet sig til. Det hele spiller perfekt sammen og smider man s bunkevis af god dialog oveni, så har man en skøn film, der passer helt perfekt til en regnvåd sommerdag eller en aften foran kassen.

Fire ud af fem stjerner

lørdag den 14. juli 2012

The Wraith

The Wraith, USA 1986 - Mike Marvin

Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker en tur i tidsmaskinen. Når første billede af filmselskabets logo danser over skærmen, ligner jeg Marty McFly med ansigtet fyldt af barnlig iver og glæde. De bedste ture er en såkaldt "omvendt McFly", hvor jeg bliver sendt tilbage firserne og genoplever VHS maskinernes guldalder. Mit gamle 26" tv fra drengeværelset er erstattet med 64", men ellers er alting som dengang. Tom Cruise har skæve tænder, Madonna er stadigvæk lækker og Charlie Sheen aner ikke hvad ludere, kokain og #winning betyder. Det er sidstnævnte, som har været en tur i tidsmaskinen med mig denne gang.


Charlie Sheen spiler hovedrollen som Jake, der ankommer til en lille by i Arizona. Byen minder mest af alt om et afsnit fra Happy Days med små fine huse, en flink sheriff og en burgersnask, der er tilholdssted for byens unge. Her møder vi den gudesmukke Keri, der er rodet ind i et ufrivilligt forhold med Packard, der er leder af byens hårde bande af fartdjævle. De huserer på landevejene, hvor de tvinger byens andre unge til at køre om deres biler. Vinderen vinder taberens bil. Den lille by og banden gemmer på en hemmelighed, der pludselig vender tilbage til virkeligheden, da en sort racerbil dukker op og udfordrer Packards bande til en duel på mere end bare deres biler.

The Wraith er en carsploitationfilm, der er bygget op om biljagter, eksplosioner og en kærlighedshistorie, der er tidstypisk for stort set alle ungdomsfilm fra firserne: Dreng møder pige, pige er kæreste med en stor stærk skurk, dreng kæmper med skurk for, at slutteligt vinde pigen. Gudskelov har Wraith meget mere at byde på. Man har trukket på referencer fra stort set alle filmtrends fra den tid, så film som Star Wars og Mad Max får et velfortjent klap på skulderen.

Charlie Sheen har fornøjelsen af at spille hovedrollen, der i virkeligheden er en birolle, som bare er godt castet. Wraith er nemlig indspillet fem minutter før Sheen brød lydmuren med Platoon. Bag rollen som Keri gemmer sig ingen ringere end Sherilyn Fenn, hvis smukke ydre alene burde være incitament nok til at se filmen. Filmen byder også på Nick Cassavettes som Packard og Randy Quaid som sheriff Loomis, der desperat prøver at stoppe de unge raceres kamp på hestekræfter i byen. Alle fire er dygtige skuespillere og de gør det godt hver især, men filmen skal desværre stadig trækkes med præstationer fra især Packards bande, der er langt under middel - selv for en firserfilm. Instruktør og forfatter Mike Marvin, der af firserelskere nok bedst er kendt for Hamburger: The Movie, har tydeligvis lagt mere vægt på at instruere sine kendte ansigter, men den store forskel giver kun filmen en sjov og lidt kitschet skævhed, når man genser den i dag.

The Wraith er godt skruet sammen og effekterne er ganske hæderlige. Historien er hullet som en si, men hastigheden på filmen er heldigvis hæsblæsende nok til, at man ikke når at hæfte sig for meget ved p(l)othullerne på vejen. Jeg elskede filmen første gang udlejningskassetten røg i videomaskinen og filmen er på forunderlig vis stadig et gensyn værd. Den er muligvis formularisk og gennemskuelig, men det er underholdende og kan varmt anbefales for andre, der skulle have lyst til en tur i tidsmaskinen. 

Tre ud af fem stjerner.

fredag den 13. juli 2012

Friday Foster

 

Friday Foster, USA 1975 - Arhtur Marks
Jeg er en natugle. Jeg elsker nætterne fyldt med mørke, stilhed og tid til fordybelse. Det er også et perfekt tidspunkt til at få set de mere obskure film, som man kan finde i sin samling. I nat blev det til lidt blaxploitation i form af filmen Friday Foster fra 1975.

Friday Foster er en tidligere model, der arbejder som fotograf for et blad, der lever af at levere billeder af de rige og kendte. Hun bliver en sen nytårsaften sendt ud for, at dække hjemkomsten af en kendt milliardær, der efter længere tid er returneret til USA. Han bliver imidlertid skudt ned af en flok falske vagter, da han træder ud af sit privatfly i lufthavnen. Friday fanger det hele med sit kamera og bliver ufrivilligt hvirvlet ind i en historie med smukke kvinder, biljagter og bunkevis af vold.

Rollelisten er en sand gavebod for fans af blaxploitation. Smukke Pam Grier spiller hovedrollen som Friday og hun er kun toppen af kransekagen. De to seje fyre Yaphet Kotto og Julius Harris, der begge er bedst kendt fra Bond-filmen Lev Og Lad Dø. Vi finder også Carl Weathers (Apollo Creed i Rocky) og Ted Lange (Bartenderen Isaac fra Love Boat), der er flankeret af sangerinden Eartha Kitt. Så alt i alt en sand stjerneparade af dygtige skuespillere, der virkelig hæver filmens niveau.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en svaghed for Pam Grier. Hendes energi stjæler scenerne fra medskuespillerne, der altid må tage andenviolinen, når de deler scener med den karismatiske skuespillerinde. Det er muligt, at hendes krop solgte billetter, men for mig er det absolut hendes tilstedeværelse på skærmen, der går rent hjem.

Filmens historie er hæderlig, dialogen er direkte og plottet er simpelt men sammenhængende. Man hænger sin hat på Grier og Friday Foster, der er modig og dumdristig på en nærmest Tintinagtig måde. Hun stjæler biler og kaster sig ud i farlige situationer, der minder utrolig meget om Hergés nysgerrige journalist. Dette giver mening, da Friday Foster startede som en tegneserie, der kørte fra 1970 til 1974 i avisen Chicago Tribune. Hun var derfor også den første kvindelige sorte tegneserieheltinde i de trykte amerikanske medier.

Friday Foster er en underholdende film til trods for, at det fra første færd er forudsigeligt og let gennemskuelig. Arthur Marks er forfatter og instruktør og han styrer sit publikum med sikker hånd. Plottet i filmen er ikke nyskabende, men alligevel formår Marks, at slå en ekstra krølle her og der. Når man samtidig bliver velsignet med den velkendte soulfunk, der går hånd i hånd med genren, så er der garanti for en fornøjelig oplevelse, som jeg absolut kun kan anbefale.

Tre ud af fem stjerner


mandag den 16. april 2012

Coffy


Coffy, USA 1973 - Jack Hill
Alle filmelskere har et årti, hvor de ikke er særlig velbevandrede. De kender naturligvis de store klassikere, men de er aldrig nået ud i krogene på det pågældende årti - og har derfor kun perifer viden og kendskab til alt andet end de største succeser. Sådan har jeg det med halvfjerdserne, til trods for at det er det årti hvor jeg både er født og opvokset.

Det vil jeg nu råde bod på og kaster mig derfor ud i blaxploitation og en af genrens helt store navne - Pam Grier. Den storbarmede skønhed spiller i denne film rollen som Coffy, der er en sygeplejerske med en noget anderledes hobby. Coffys mindreårige søster har været igennem et narkomisbrug, der har sendt hende på hospitalet og Coffy beslutter derfor at tage hævn. Bevæbnet med skønhed, seksualitet og en pumpgun går Coffy amok i en blodrus, der skyder først og spørger bagefter.

Kender man intet til blaxploitation, bør man google genren, hvor mange har sagt mange flere og meget klogere ting, end jeg kan bidrage med. Der er blod, vold, sex og nøgne kvinder i spandevis - og filmen er spækket med fantastiske one-liners, der skaber en god og let stemning midt i alt det tunge drama, som filmen også indeholder en hel del af. Der bliver i høj grad lagt vægt på den hvide mands kontrol af de sorte i USA, som i starten af 70erne helt sikkert var en varm kartoffel og må have været samfundskritisk og provokerende for det hvide USA. Filmens alvor og moral virker til tider malplaceret midt i bryster og pumpguns, men det er en del af genrens identitet, som man ikke kan tage fra en film som Coffy.

Der er biljagter og halvfjerdserfunk i spandevis, så man er som publikum konstant fanget i en skøn blanding af gamle episoder af Kojak kombineret med en semipornografisk billede og lydside. Man er glimrende underholdt fra start til slut og skuespillet er gedigent uden at imponere. Filmen leverer alt hvad man måtte forvente og den røde tråd er tydelig fra start til slut. For dem der har set stakkevis af film med hævntørstig vold er der naturligvis ingen overraskelser, men det behøver man heller ikke, for at føle sig underholdt af smukke Pam Grier og Coffy.

Coffy er i Danmark udgivet af Another World Entertainment. Dvden har et fremragende billede og en perfekt lydside, der virkelig hæver oplevelsen. Skulle man have lyst til at tilbringe et par timer i 70erne er Coffy absolut ikke et dårligt sted at starte.

Tre ud af fem stjerner

torsdag den 29. marts 2012

På Vej


På Vej, Bosnien 2010 - Jasmila Zbanic

Luna og Amar er det moderne par, der har alting i livet. Hun er stewardesse og han er flyveleder i den internationale lufthavn i Sarajevo. De omgiver sig med alting moderne og luksuriøst, gode venner og masser af drinks og middage. Alt er tilsyneladende godt imellem de to - lige undtagen det faktum, at de ikke kan få børn. Det påvirker forholdet imellem det ellers forelskede par og Amar begynder at drikke på arbejdspladsen, hvilket ender med en fyreseddel, der skal blive starten på en turbulent nedtur for parforholdet. Amar drikker mere og mere indtil den dag, hvor han møder en gammel soldaterkammerat, der får sat den drikfældige mand på rette spor - med fundamentalistisk islamisme, der bringer Amar tættere på sin gud, men længere og længere væk fra sin kæreste.

Således er plottet for denne lille perle af en film fra bosniske Jasmila Zbanic, der allerede har givet os en vigtig film i hendes anden store perle Sarajevo, der mindst er en lige så vigtig film som På Vej ender med at være. Zbanic går lige i kødet på posttraumatiske tilstand af chok og udafreagerende adfærd, der tilsyneladende hersker i Bosnien efter den grusomme borgerkrig, hvor massemord, voldtægter og andre uhyrligheder var en del af hverdagen for mange bosniere. Det er smukt og rørende at opleve en historie om et folk, der har bevaret noget af sin stolthed, men i høj grad har tabt en hel del af sin værdighed efter mange grusomme år med krig og ødelæggelse - både fysisk såvel som psykisk.

Dette er på ingen måde en film, der tager side eller fordømmer islamisme. Den beskriver problematikken imellem et trossamfund og en moderne verden med stor kynisme, for hele humlen i midten af denne splid er gensidig forståelse, som er en mangelvare imellem Amar og Luna. Det samme kan man vel påstå om danskernes forhold til religion og religioners forståelse af danskerne, så det gør På Vej til en rigtig vigtig film, som alle burde se og lære en lille smule af. Alting er naturligvis sat på spidsen, når vi snakker fundamentalisme, men det giver alligevel et indblik i, hvorfor nogen føler sig nødsaget til at tage sin religion endnu mere seriøst, for at kunne kompensere med den moderne verdens mangel på tro og troværdighed.

De to hovedpersoner er fantastisk spillet og man føler sig konstant forført af de følelser og den indlevelse, som de to skuespillere bringer igennem hele filmen. Filmen er samtidig meget smuk og viser et moderne og traditionelt Bosnien, der indeholder mange smukke scenerier.

På Vej er en blændende film, som ingen bør snyde sig selv for at se - og skulle man have lyst på mere af samme skuffe, så bør man absolut også få set Sarajevo, som er mindst lige så smuk og rørende.

Fem ud af fem stjerner.

Bedways


Bedways, Tyskland 2010 - Rolf Peter Kahl

Det sker sjældent, at en film bryder med alle grænser for, hvor langt man vil gå, for at illustrere og formidle en situation. Oftest bruges der virkemidler, der indikerer hvad der sker - uden at vi visuelt oplever dem som publikum. Skygger, lyde og musik sætter oftest tonen for stærke scener, da man nødigt vil forulempe sit publikum med at rent faktisk vise scenerne i fuld flor. Bedways er en af de sjældne film, der ikke har grænser. Alt bliver vist og intet er for grænseoverskridende til at ikke blive dokumenteret rent visuelt. Det er stærke sager, som vi bedst kender fra Lars von Trier, men den lille gale/geniale dansker bliver i den grad sat til vægs af Bedways.

Filmen tager udgangspunkt i instruktøren Ninas liv. Nina er en kvinde, der har en vision om at lave en film, der tager udgangspunkt i umiddelbarhed og impulsivitet. Hun har to skuespillere klar til at spille rollerne som et par, der bevæger sig i en nedslidt lejlighed i Berlin, hvor intimitet, sex og et had/kærlighed forhold imellem de to skal sætte dagsordenen. Ninas idé er, at skuespillerne skal skabe filmen uden specifik instruktion, men derimod igennem impulsive handlinger og ord. Det går naturligvis ikke som planlagt og Nina ser sig nødsaget til at sætte indsatsen op - og minutiøst skildre forskellen på følelser som had, kærlighed og sex - og at de tre ingredienser i et forhold sagtens kan separeres.

Bedways er på alle måder en provokerende film, som man skal sætte sig op til at se. Den er langt fra nemt tilgængelig og den kræver en hel del af sit publikum. De udpenslede sexscener er meget fint konstrueret og det er på intet tidspunkt sex som pornografi. Man er tværtimod hele tiden en flue på væggen og det hele virker meget voyeuragtigt og klaustrofobisk på en og samme tid. Mange scener er grå og uden farve, hvilket virker for hele sammensætningen af en stemning af følelser, nedslidte Berlin og tysk industrial techno. Stilen holder igennem hele filmen og bidrager til, at det aldrig bliver kedeligt, selv om enkelt scener virker formålsløse i sig selv. Selve historien har hele tiden kant og man er konstant i tvivl om, hvorvidt Nina er interesseret i at lave film eller om det bare er en sofistikeret måde at lege voyeur på.

Er man til en film, der tør bryde med det pæne, polerede og de passive meninger, så er Bedways en stor oplevelse, der både overrasker, forarger og belærer sit publikum. Det er både spændende og chokerende, når man som publikum opdager, at sexscener ikke foregår fuldt påklædt under lagener og dyner, som vi ellers er blevet opdraget med af det bornerte Hollywood.

Skuespillerne er dygtige uden at imponere og historien er velskrevet, med enkelte scener som undtagelser. Der er for lidt af denne slags film i danskernes bevågenhed, så det er forfriskende med et frisk pust - og det er Bedways i allerhøjeste grad.

Fire ud af fem stjerner.

mandag den 26. marts 2012

Ultranova



Ultranova, Belgien 2005 - Bouli Lanners

Den generte fyr Dimitri lever et stille liv i en etageejendom et sted i Belgien. Han sælger boliger, men tager altid det mentale bagsæde i forhold til sin kollegaer. Han har ingen venner, ingen familie og ingen ambitioner. Den ene grå dag tager den anden i Dimitris liv, som er et liv uden overraskelser eller udsving. Han møder pigen Cathy, som ser en side af ham, andre totalt har overset. De opbygger et forhold med hende som frontfigur, der i virkeligheden mere er et viderebygning på Dimitris grå tilværelse end egentlig evolution i hans liv.

Ultranova er solgt og markedsført som en komedie, men den er ikke morsom. Jeg er heller ikke på, at det er hensigten eller idéen med filmen. Vi befinder os i et gråt univers, hvor samtlige billeder er berøvet for farver og varme. Filmen har en del pudsigheder, men de udvikler sig aldrig til en tilsigtet humor. Vi er ude i en film, der er et virvar af situationer, som aldrig rigtig udvikler sig til en historie. Der er ingen logisk start, intet logisk indhold og absolut ingen logisk slutning.

Så hvorfor skal jeg så se Ultranova? Der er jeg svar skyldig, for jeg ved heller ikke, hvorfor jeg så den til ende. Og jeg gav endda 33 kroner for filmen, som jeg til evig tid vil bebrejde Stereo Studie for at overhovedet have på lager. Jeg tror, at jeg håbede på, at der ville ske noget livsbekræftende til sidst i filmen, der i stedet kvitterede med at ende med endnu en bizar pudsighed (Som jeg i øvrigt havde gættet minutter før filmen sluttede).

På coveret prøver Another World, at sætte Ultranova op mod Jarmusch og Kaurismäki og det smager måske også lidt af det samme - hvis altså de to instruktører var engelske bøffer og Ultranova var hundemad lavet på oksekød.

Jeg skal ikke udelukke, at den røde tråd, historien og humoren er røget hen over hovedet på mig, men jeg tillader mig alligevel at tvivle på, at jeg måske er gået glip af noget.

Skuespillet er i øvrigt glimrende. De gør alle hvad de kan for at være grå, mystiske og avantgarde på hver deres måde, men de er oppe mod en forfærdelig dialog, en historie uden indhold og en stilistisk grå oplevelse, der slet ikke lever op til hvad man må forvente af en film af denne slags.

En ud af fem stjerner (fordi filmen trods alt kun kostede 33 kroner)