På Vej

På Vej, Bosnien 2010 - Jasmila Zbanic

Luna og Amar er det moderne par, der har alting i livet. Hun er stewardesse og han er flyveleder i den internationale lufthavn i Sarajevo. De omgiver sig med alting moderne og luksuriøst, gode venner og masser af drinks og middage. Alt er tilsyneladende godt imellem de to - lige undtagen det faktum, at de ikke kan få børn. Det påvirker forholdet imellem det ellers forelskede par og Amar begynder at drikke på arbejdspladsen, hvilket ender med en fyreseddel, der skal blive starten på en turbulent nedtur for parforholdet. Amar drikker mere og mere indtil den dag, hvor han møder en gammel soldaterkammerat, der får sat den drikfældige mand på rette spor - med fundamentalistisk islamisme, der bringer Amar tættere på sin gud, men længere og længere væk fra sin kæreste.

Således er plottet for denne lille perle af en film fra bosniske Jasmila Zbanic, der allerede har givet os en vigtig film i hendes anden store perle Sarajevo, der mindst er en lige så vigtig film som På Vej ender med at være. Zbanic går lige i kødet på posttraumatiske tilstand af chok og udafreagerende adfærd, der tilsyneladende hersker i Bosnien efter den grusomme borgerkrig, hvor massemord, voldtægter og andre uhyrligheder var en del af hverdagen for mange bosniere. Det er smukt og rørende at opleve en historie om et folk, der har bevaret noget af sin stolthed, men i høj grad har tabt en hel del af sin værdighed efter mange grusomme år med krig og ødelæggelse - både fysisk såvel som psykisk.

Dette er på ingen måde en film, der tager side eller fordømmer islamisme. Den beskriver problematikken imellem et trossamfund og en moderne verden med stor kynisme, for hele humlen i midten af denne splid er gensidig forståelse, som er en mangelvare imellem Amar og Luna. Det samme kan man vel påstå om danskernes forhold til religion og religioners forståelse af danskerne, så det gør På Vej til en rigtig vigtig film, som alle burde se og lære en lille smule af. Alting er naturligvis sat på spidsen, når vi snakker fundamentalisme, men det giver alligevel et indblik i, hvorfor nogen føler sig nødsaget til at tage sin religion endnu mere seriøst, for at kunne kompensere med den moderne verdens mangel på tro og troværdighed.

De to hovedpersoner er fantastisk spillet og man føler sig konstant forført af de følelser og den indlevelse, som de to skuespillere bringer igennem hele filmen. Filmen er samtidig meget smuk og viser et moderne og traditionelt Bosnien, der indeholder mange smukke scenerier.

På Vej er en blændende film, som ingen bør snyde sig selv for at se - og skulle man have lyst på mere af samme skuffe, så bør man absolut også få set Sarajevo, som er mindst lige så smuk og rørende.

Fem ud af fem stjerner.

Bedways

Bedways, Tyskland 2010 - Rolf Peter Kahl

Det sker sjældent, at en film bryder med alle grænser for, hvor langt man vil gå, for at illustrere og formidle en situation. Oftest bruges der virkemidler, der indikerer hvad der sker - uden at vi visuelt oplever dem som publikum. Skygger, lyde og musik sætter oftest tonen for stærke scener, da man nødigt vil forulempe sit publikum med at rent faktisk vise scenerne i fuld flor. Bedways er en af de sjældne film, der ikke har grænser. Alt bliver vist og intet er for grænseoverskridende til at ikke blive dokumenteret rent visuelt. Det er stærke sager, som vi bedst kender fra Lars von Trier, men den lille gale/geniale dansker bliver i den grad sat til vægs af Bedways.

Filmen tager udgangspunkt i instruktøren Ninas liv. Nina er en kvinde, der har en vision om at lave en film, der tager udgangspunkt i umiddelbarhed og impulsivitet. Hun har to skuespillere klar til at spille rollerne som et par, der bevæger sig i en nedslidt lejlighed i Berlin, hvor intimitet, sex og et had/kærlighed forhold imellem de to skal sætte dagsordenen. Ninas idé er, at skuespillerne skal skabe filmen uden specifik instruktion, men derimod igennem impulsive handlinger og ord. Det går naturligvis ikke som planlagt og Nina ser sig nødsaget til at sætte indsatsen op - og minutiøst skildre forskellen på følelser som had, kærlighed og sex - og at de tre ingredienser i et forhold sagtens kan separeres.

Bedways er på alle måder en provokerende film, som man skal sætte sig op til at se. Den er langt fra nemt tilgængelig og den kræver en hel del af sit publikum. De udpenslede sexscener er meget fint konstrueret og det er på intet tidspunkt sex som pornografi. Man er tværtimod hele tiden en flue på væggen og det hele virker meget voyeuragtigt og klaustrofobisk på en og samme tid. Mange scener er grå og uden farve, hvilket virker for hele sammensætningen af en stemning af følelser, nedslidte Berlin og tysk industrial techno. Stilen holder igennem hele filmen og bidrager til, at det aldrig bliver kedeligt, selv om enkelt scener virker formålsløse i sig selv. Selve historien har hele tiden kant og man er konstant i tvivl om, hvorvidt Nina er interesseret i at lave film eller om det bare er en sofistikeret måde at lege voyeur på.

Er man til en film, der tør bryde med det pæne, polerede og de passive meninger, så er Bedways en stor oplevelse, der både overrasker, forarger og belærer sit publikum. Det er både spændende og chokerende, når man som publikum opdager, at sexscener ikke foregår fuldt påklædt under lagener og dyner, som vi ellers er blevet opdraget med af det bornerte Hollywood.

Skuespillerne er dygtige uden at imponere og historien er velskrevet, med enkelte scener som undtagelser. Der er for lidt af denne slags film i danskernes bevågenhed, så det er forfriskende med et frisk pust - og det er Bedways i allerhøjeste grad.

Fire ud af fem stjerner.

Ultranova

Ultranova, Belgien 2005 - Bouli Lanners

Den generte fyr Dimitri lever et stille liv i en etageejendom et sted i Belgien. Han sælger boliger, men tager altid det mentale bagsæde i forhold til sin kollegaer. Han har ingen venner, ingen familie og ingen ambitioner. Den ene grå dag tager den anden i Dimitris liv, som er et liv uden overraskelser eller udsving. Han møder pigen Cathy, som ser en side af ham, andre totalt har overset. De opbygger et forhold med hende som frontfigur, der i virkeligheden mere er et viderebygning på Dimitris grå tilværelse end egentlig evolution i hans liv.

Ultranova er solgt og markedsført som en komedie, men den er ikke morsom. Jeg er heller ikke på, at det er hensigten eller idéen med filmen. Vi befinder os i et gråt univers, hvor samtlige billeder er berøvet for farver og varme. Filmen har en del pudsigheder, men de udvikler sig aldrig til en tilsigtet humor. Vi er ude i en film, der er et virvar af situationer, som aldrig rigtig udvikler sig til en historie. Der er ingen logisk start, intet logisk indhold og absolut ingen logisk slutning.

Så hvorfor skal jeg så se Ultranova? Der er jeg svar skyldig, for jeg ved heller ikke, hvorfor jeg så den til ende. Og jeg gav endda 33 kroner for filmen, som jeg til evig tid vil bebrejde Stereo Studie for at overhovedet have på lager. Jeg tror, at jeg håbede på, at der ville ske noget livsbekræftende til sidst i filmen, der i stedet kvitterede med at ende med endnu en bizar pudsighed (Som jeg i øvrigt havde gættet minutter før filmen sluttede).

På coveret prøver Another World, at sætte Ultranova op mod Jarmusch og Kaurismäki og det smager måske også lidt af det samme - hvis altså de to instruktører var engelske bøffer og Ultranova var hundemad lavet på oksekød.

Jeg skal ikke udelukke, at den røde tråd, historien og humoren er røget hen over hovedet på mig, men jeg tillader mig alligevel at tvivle på, at jeg måske er gået glip af noget.

Skuespillet er i øvrigt glimrende. De gør alle hvad de kan for at være grå, mystiske og avantgarde på hver deres måde, men de er oppe mod en forfærdelig dialog, en historie uden indhold og en stilistisk grå oplevelse, der slet ikke lever op til hvad man må forvente af en film af denne slags.

En ud af fem stjerner (fordi filmen trods alt kun kostede 33 kroner)

Wind Chill

Wind Chill, USA 2007 - Gregory Jacobs

En ung collegestuderende i det vestlige Pennsylvania beslutter sig for, at tage hjem til sin familie i Delaware, for at holde jul. Hun dropper sin oprindelige plan om at tage bussen - og vælger i stedet at bruge skolens opslagstavle for at finde en medstuderende ung mand, der har bil og skal samme vej. Vejret er ubarmhjertigt og den unge mand er mildest talt underlig, for han ved meget mere om hende end hun er tryg ved. Efter et stop på en tankstation vælger den unge mand, at tage en snedækket landevej over motorvejene, der i forvejen ikke er særlig fremkommelige. De to unge mennesker kører galt, da en modkørende bilist ikke viger fra landevejen og de ender i en snedrive, hvor bilen sidder urokkelig fast. Her starter løjerne hvor kulde, præster og en morder bærer denne anderledes lille gyserfilm frem.

Præmissen for en film som Wind Chill er simpel. Det er en gyser, der er nem at forstå og derfor også nem at gå til. Den byder på et styk dygtig skuespillerinde i Emily Blunt, som blændende spiller den navnløse studerende, der på den ene side er utrolig øretæveindbydende, men samtidig har en charme, der gør at man trods alt stadig har sympati for hendes karakters overlevelse. Den unge fyr, spillet af Ashton Holmes er fin uden at imponere, så det er Blunt der bærer replikker og scener imellem de to. Filmen indeholder ikke voldsomt mange andre skuespillere, så meget af filmens kvalitet i dialog og historie er overladt til de to hovedpersoner.

Wind Chill er en begavet gyser, hvor man undgår genrens mest trivielle fælder og styrer fint igennem plotpunkter, der den simple historie til trods hænger rigtig fint sammen. Kulden og sneen spiller en fin rolle, der skaber et vakuum for historien, der er troværdig og bidrager til en klaustrofobisk stemning.

Ordet stemning er i virkeligheden den bedste beskrivelse af Wind Chill. Her er ikke blod, indvolde og skrigeri i spandevis, men der er stemning og en lurende uhygge, der gør filmen udholdelig og trods alt giver den en plads i den bedre ende af gysergenrens endeløse strøm af titler, hvor kvantitet oftest kommer før kvalitet. Det er en fin lille gyser, som man kan se med sin kæreste, uden at nogen bliver dårlige eller utilpas - så jeg vil klart anbefale den til et lille hyggegys på en kedelig torsdag aften.

Tre ud af fem stjerner

Shiver of the Vampires

Shiver of The Vampires, Frankrig 1971 - Jean Rollin

Hvis du var med i de glade VHS dage, så kender du godt følelsen. Det særlige sug i maven, når man trådte inde i den lokale videobutik og gik på opdagelse. Man var ikke styret af andet end en pirrende nysgerrighed, for bag de kulørte covers gemte sig filmoplevelser af alle slags. Der var ikke noget internet, der sorterede skidt fra kanel og man måtte ofte trække på venner og bekendte, hvis man skulle begå sig i junglen af film, der på den tid var uoverskuelig stor. Jeg elskede at læse bag på de mange covers og studerede billederne indgående, før jeg besluttede mig for hvilke af de mange bejlere, som røg med hjem i VHS maskinen.

Da jeg en dag i desperation rev en vampyrfilm ned fra hylden, havde jeg ingen overhovedet anelse om, hvilken oplevelse der ventede mig. Den så indbydende ud og indeholdte gyserens hellige treenighed - Vold, Blod og Bryster. Jeg fik mig en noget anderledes oplevelse, da jeg så filmen, der på ingen måde var uhyggelig, men i stedet var en stemningsfilm, som skabte en ubehagelig stemning ved hjælp af billeder i stedet for deciderede effekter. Jeg var betaget af filmen, som jeg i dag ikke aner hvad hed, men den var i hvert fald fantastisk i alle facetter. Nu har jeg senere fundet ud af hvem instruktøren var - og opdagede til min glæde, at manden har sprøjtet vampyrfilm ud i en lind strøm i knap tredive år. Det var derfor med VHS følelsen løbende igennem kroppen, at jeg kastede mig ud i Jean Rollins Shiver of the Vampires.

Historien er banal og enkel. Et nygift par tager på bryllupsrejse til et slot, hvor brudens to fætre har boet i mange år. De opdager til deres rædsel, at de to fætre har forandret sig en hel del, da en smuk vampyrgudinde har overtaget løjerne på det gamle slot. Filmen er en tour de force i mange af de elementer, som vampyrfilm bør indeholde. Her er pæle, krucifikser og berusende forførelse, der understøtter det erotiske element i vampyrismen, som altid lurer i alle vampyrhistorier. Men hov! Der mangler noget. Der er næsten ingen blod, nul hugtænder og ingen uhyggelige scener. Der er til gengæld en hypnotiserende ubehagelig stemning, der er underbygget af skæve mennesketyper, som forfører smukke halvnøgne kvinder igennem filmen. Det er en fyrre år gammel film, men de effekter virker stadig helt fint - og har meget mere punch end blod og indvolde.

Jean Rollin er frem for alt kunstner og det kommer til udtryk i billederne, der oftest fortæller mere end den pinlige dialog, der kører igennem hele filmen. Der er tænkt over billedkomposition i hver eneste scene og det er meget smukt og effektfuldt. Der er lange panoreringer, der suger sit publikum ind, for det opbygger en intensitet i scenerne, der er intelligent skruet sammen.

Dialogen er som sagt forfærdelig, historien tyndbenet og skuespillerne er hverken dygtige eller særligt interessante. De er til gengæld meget smukke (selv for vor tid) og det giver de smålumre erotiske scener en fin dimension. Skønheden i denne film skal findes i stemning og billedet, for kvaliteten for begge dele er helt i top - og man må flere gange lade sig benove over restaureringen af denne film til DVD. Det er et meget velpoleret produkt med smukke farver, som man sagtens kan fryde sig over. Filmen er betegnet som Rollins debut med vampyrfilm, så det er ikke sidste gang, at jeg har bevæget mig ind i den franske filmskabers verden. Filmen vil sandsynligvis kun appellere til de få, men den er absolut seværdig, hvis man leder efter en anden oplevelse og kan genfinde VHS-tidens nysgerrighed og entusiasme for anderledes film.

Tre ud af fem stjerner.

Breakfast On Pluto

Breakfast On Pluto, Irland 2005 - Neil Jordan

Vi er i Irland i 70erne. Den unge transvestit Kitten er på en mission. Hun er på jagt efter sin mor, der efterlod sin baby foran præstens hus  - inden hun drog mod London og forsvandt fra denne lille irske by, hvor Kitten vokser op i en alt andet end ideel plejesituation. Kitten er rodløs, udadreagerende og ærlig på en måde, der står i stærk kontrast til et lille irsk lokalsamfund, så hun beslutter sig for at tage til London og sætte alle sejl ind på at finde sin mor. London er på dette tidspunkt verdens navle og er trendsættende for alting moderne, spændende og anderledes. Her må Kitten lære livet på den hårde måde og hun opdager hurtigt, at livet har mange flere facetter end hun kender fra den isolerede tid i Irland.

Vi er ude i en film, der har en hel masse på hjerte og overraskende nok formår at levere hovedparten videre til sit publikum. Det er en film om storbyernes skæve eksistenser, der trods sin hovedpersons seksualitet aldrig rigtig falder i fælden med, at beskrive en forarget og navlebeskuende verden, som man ellers kunne have forventet af en film om en transvestit. Her er der højt til loftet og store dele af persongalleriet er elskelige og åbenhjertede. Kitten når igennem hele historien, at røre ved rigtig mange mennesker uden at nogensinde tabe essensen af sig selv - hvilket er forfriskende, for dette er på ingen måde en coming of age film. Her bliver verden klogere på Kitten, der aldrig rigtig bliver klogere på verden.

Neil Jordan instruerer og kender man hans gennembrudsfilm The Crying Game, så har man en fin idé om, hvad man kan forvente sig af Breakfast on Pluto. Jordan styrer sit publikum igennem mange livsbekræftende øjeblikke med sikker hånd og rammer tidsånden helt perfekt. Det bliver aldrig kedeligt og Jordan har forstået at krydre Kittens historie med tilpas mange sidehistorier til, at filmen aldrig går i tomgang. Der er naturligvis ingen film om Irland i 70erne uden IRA og deres kamp for et frit Nordirland, men her har Jordan formået at flette et noget tungere emne ind i filmen på en måde, der giver fin mening uden at man skal forholde sig særlig meget til andet end den menneskelig side af konflikten.

Cillian Murphy spiller Kitten og han bærer filmen på egne skuldre fra start til slut. Murphy rammer den feminine side af Kitten lige i skabet og det er ikke svært, at identificere sig med resten af galleriets fascination af den smukke transvestit. Liam Neeson er troværdig som den lille bys præst og er en fin repræsentant for resten af skuespillerpræstationerne, der er et pænt stykke over middel for alle involverede.

Breakfast on Pluto er en af de få film, som jeg har svært ved at kritisere, for den indeholder alle de elementer, som gør en god film i min optik. Historien er velfortalt, velspillet og troværdig på en måde, som man sjældent ser i moderne film. Jeg kan varmt anbefale, at man bruger to timer i Kittens selskab, for det er hjerteligt og smukt på en og samme tid.

Fem ud af fem stjerner.

Ten Inch Hero

Ten Inch Hero, USA 2007 - David Mackay

Hvis du oplevede 1980erne som ungt menneske, så er jeg sikker på, at der er en ungdomsfilm, der står dit hjerte meget nær. Den handlede om en gruppe unge, der bliver/blev venner under forskellige omstændigheder. Nogle blev kærester, andre gik fra hinanden og dialogen var hurtig, sjov og meget spontan. Filmen var med garanti sød, rar og varm - og den endte med at alle fandt lykken på hver deres måde. Der var kun en måde at lave ungdomsfilm - og det var ved at bruge ovenstående formel med forskellige variationer. Hovedmanden bag formlen var instruktøren John Hughes og han blev forgangsmand for en stor del af ungdomskulturen i Hollywood.

Til næste år er det 30 år siden, at Breakfast Club havde premiere i de danske biografer. Det vil jeg græde over i enrum senere og fokusere på Ten Inch Hero, som er en genfødsel af den genre, som John Hughes skabte med Breakfast Club. Vi følger fire unge mennesker, der alle arbejder i en sandwichbar i Californien. De arbejder for hippien Trucker, der driver sin butik med varme, kærlighed og glade ansigter. Hver især har de fire unge problemer med kærlighed og deres fortid, men de har hinanden og finder trøst og ro i deres indbyrdes selskab og venskab.

Så enkelt kan Ten Inch Hero beskrives, men filmen er naturligvis meget mere end det. Den er fyldt med sjove replikker, smilende mennesker kombineret med en varme og et overskud, som man slet ikke ser i denne type film længere. Det er sødt, men det bliver aldrig vammelt. Det er skruet sammen på en måde, hvor man hele tiden føler sig godt tilpas, som var man i gamle venners selskab. Af en eller anden årsag forholder filmen sig ganske positivt til stort set alting. Der er meget lidt kynisme og de få scener, der indeholder andet end velskreven dialog og varme øjeblikke, giver kun krydderi, der gør filmen til en behagelig oplevelse.

Der er trukket på et par personer fra tv-serien One Tree Hill, som jeg gerne tilstår, at jeg kender til uden at have set overhovedet. Den bedste oplevelse står Jensen Ackles (Supernatural) for, som den tossede punker Priestly. Alle andre gør det fint og de binder fint filmen sammen og giver en rigtig god fornemmelse af sammenhold.

Filmen virker som en homage til John Hughes og ungdomsfilm fra firserne. Den spiller på alle de samme strenge hvor varme, venskab og dialog driver filmen mere end den egentlige historie. Var man ung i firserne er Ten Inch et must, hvor andre måske vil have svært ved at se koblingen - og derfor ikke helt få det samme ud af filmen. Jeg havde ingen problemer med at nyde noget så sjælden som en varm og positiv film helt blottet for kynisme, så det er ikke svært at dele stjerner ud.

Fire ud af fem stjerner.

Never on Sunday

Never On Sunday, Grækenland/USA 1960 - Jules Dassin

Den lykkelige luder. Er hun en myte eller eksisterer hun? Der findes et hav af artikler, debatter og bøger om emnet - og jeg er sikker på at Suzanne Bjerrehus eller Anne-Grethe Bjarup Riis har nogle helt klare holdninger om emnet. Jeg skal ikke kunne sige om hun eksisterer, men hun eksisterer i hvert fald i Never On Sunday - og også i den grad!

Den smukke, blonde og eksotiske Ilya lever et herligt liv i den græske havneby Piræus. Hun er elsket af alle mænd i havnen og har venskabelige og professionelle forhold til alt fra slagteren til bageren i et hjørne af Sydeuropa, hvor solen altid skinner. Hun har ingen sorger og opfinder gerne en virkelighed, for at skjule skyggesiderne af livet. Hendes eneste problem er byens mafioso-alfons, der styrer alle de prostituerede i byen undtagen Ilya, der er beskyttet af havnens hårde drenge.

Alt er tilsyneladende fryd og gammen i den græske havneby, men da amerikaneren og græcomanen Homer lander med den lokale færge, ændrer alting sig for Ilya og hendes omgivelser. Homer falder pladask for Ilya, som han ser som et symbol for det stolte Grækenlands forfald. Han beslutter sig for, at ville uddanne hende på livet, kulturen og stoltheden i alting græsk og nutidigt. Herfra tager historien fart og forskellen imellem Ilyas sorgløse amoralske adfærd og Homers forestillinger om det perfekte moralske menneske bringer sindene i kog i Piræus.

Filmen er i sort/hvid men er alligevel utrolig smuk og fængslende. Der er skruet helt op for den græske stemning, hvor friske fisk og skaldyr bliver nydt med rigelige mængder ouzo igennem hele filmen. Det bliver danset, sunget og skålet i et væld og man kunne ikke lave en bedre reklame for rejser til Grækenland end denne film. Der er middelhavsstemning for alle pengene og har man oplevet Sydeuropa og i særdeleshed Grækenland, bliver man hurtigt opslugt af stemningen og autenciteten i filmen. Selvfølgelig er alting sat på spidsen og grækerne er ærkegræske og amerikanerne er amerikanere med stort B som i burger. Det er også i filmens stemning, at man skal finde den egentlige kvalitet, for historien er banal, triviel og som sådan ganske tidstypisk for semiromantiske dramaer.

Jules Dassin har skrevet, instrueret og spiller også rollen som Homer. Han fremstiller fint den amerikanske arrogance om, at alle andre er forkert på den og at han som amerikaner har ret. Filmens store stjerne er Ilya, der bliver spillet af Melina Mercouri. Hendes sorgløshed og selvsikre fremtræden er lige i skabet og man bliver aldrig træt af at se eller høre på hende.

Alt i alt er Never on Sunday en skøn film til en eftermiddagsmatiné, for den lover ikke mere end den kan bære. Filmen er varm, sjov og underholdende. Så slutteligt tager vi et lille stykke af Piræus, for titelmelodien kender vi alle, så den vil jeg slutte af med.

 

Tre ud af fem stjerner

ps Filmen kan lige nu findes i TP Musik til 25 kroner på dvd

Under The Skin

Under The Skin, UK 1997 - Carine Adler

To søstre mister deres mor til en kræftsvulst i hjernen. Den ene søster er den pæne pige, der altid har gjort det rigtige, lyttet til de rigtige mennesker og fået sig en rigtig uddannelse. Den anden søster er det sorte får, der altid følger hjertet og sjældent ender i særlige fordelagtige situationer - det være sig romantisk, karriere og på det helt personlige plan.

Under The Skin er en historie om at miste en forældre. At miste sit anker i tilværelsen, som forældre er for de fleste. Det er historien om det hul, som mennesker bliver suget ned i, når de mister det fysiske bevis for, at de er en eller andens barn. Vi følger Iris, som taber kontrollen over sig selv, da hun skal bearbejde sin mors død. Hun kaster sig ud i dårlige jobs, dårlige seksuelle forhold og dårlig opførsel omkring de mennesker, der både elsker hende og vil hende det bedste. Hun skubber livet, venner og familie fra sig i en symfoni af fortabthed, sorg og total opgivelse af livet. Hendes gravide søster Rose har en god mand, et godt job og et dejligt hjem og prøver på sin egen måde, at bearbejde sit tab med langt mere kontrol end den uregerlige søster.

Filmens store oplevelse er den dobbelte Oscarnominerede Samantha Morton, der spiller staklen Iris så overbevisende, at man nærmest bliver suget ind i hendes fortabte tilværelse. Hun blæser alt og alle væk og selv om resten af castet gør det glimrende, så bliver de statister i en film, hvor Morton både bærer og stjæler historien.  Iris bliver blandt andet ramt af angstanfald, der er så velspillede, at man som publikum sagtens kan tabe vejret i ren sympati for hovedpersonen.

Filmen er skrevet og instrueret af Carine Adler og Under The Skin er hendes eneste film, hvis man ser bort fra kortfilmen Fever (Der i øvrigt er inkluderet på Atlantic Films danske dvd udgivelse).

Historien er velskrevet, selv om den i sig selv er ganske banal. Vi befinder os i en verden med en hverdag, hvor vi alle sammen kan genkende os selv - og den idé er filmen tro i mod hele vejen. Der bliver på intet tidspunkt overdramatiseret for en bedre forståelse og det skaber en ægthed, der giver publikum mulighed for at føle med de to søstre og deres smerte.  Netop smerte er hovedindgrediensen i Under The Skin og filmen kræver et følelsesmæssigt engagement fra sit publikum, hvis man skal mærke hele spektret af smerte, som især Iris gennemgår. Har man empati og lyst til at deltage, så er man sikret en rigtig god filmisk oplevelse. Er man derimod i stemning til at blive underholdt, så bør man kigge videre i reolerne, for så rammer Under The Skin slet ikke ind, hvor sådan en film hører til. Hos mig hører den til på øverste hylde, for jeg var begejstret fra start til slut.

Fire ud af fem stjerner.

Dirty Maria

(Kegareta Maria), Japan 1998 - Zeze Takahisa

Maria er en frisørassistent, der har en affære med en kollega ved siden af sit ægteskab, der er gået helt i tomgang. Hun opdager at en kollega også har en affære med samme mand og slår hende ihjel. Liget bliver parteret, pakket i poser og smidt i containere over hele byen. Alt går glat indtil den myrdede kvindes mand dukker op og vil melde sin kone savnet. Maria beslutter sig for, at tage manden op i bjergene til et snedækket område ved en spa/skisportsområde, hvor hun vil slå ham ihjel, før han slår alarm om sin forsvundne hustru.

Det er mere eller mindre plottet for filmen, gætter og tror jeg måske nok. Filmen forklarer nemlig aldrig nogensinde helt, hvad der foregår og plotpunkterne er nærmest usynlige. Det bliver heldigvis aldrig rodet og er holdt meget stilsikkert, men det tager tid, at helt komme ind under huden på historien og man er ofte ude i gætværk, for at kunne forstå filmens forløb. Den er glimrende instrueret, meget smuk i udtryk og stil og de to bærende skuespillere gør det glimrende på den genkendelige japanske facon af introverthed og selvudslettende kropssprog.

Dirty Maria er en del af AWEs Pink/Softcore serie og indeholder også tre-fire seksuelle scener, der er spundet fint ind i historien, så de aldrig bliver påtagede. Man sidder aldrig med følelsen af, at filmens omdrejningspunkt er det seksuelle og det er også fint nok, hvis det ikke lige var fordi, at filmen er solgt og markedsført som pink/softcore. Vi er mere ude i artfilm, som er drevet af sin visuelle stil, for dialogen er begrænset.

Ser man filmen i forventning om at se noget japansk sexploitation, så bliver man slemt skuffet. Jeg var omstillingsvillig og fik en glimrende oplevelse ud af filmen, som heldigvis overraskede mere end den skuffede. Slutningen faldt på det helt rigtige tidspunkt i historien, som man nærmest er garanteret i japanske film, hvilket altid er forfriskende i en verden af film, der har det med at afslutte historien tre-fire gange før filmen faktisk er slut.

Dirty Maria er baseret på en sand historie, hvilket giver en god stemning. Filmen kan ligesom de tre andre film i AWEs pink serie erhverves for 49 kroner hos CDON.

Tre ud af fem stjerner.

Minnie & Moskowitz

USA 1971 - John Cassavetes

Seymour Moskowitz er en glad New Yorker dreng, der i sine mere end 40 års levetid ikke har oplevet, foretaget eller opnået meget i sit liv. Han parkerer biler foran restauranter for at have til dagen og vejen, men beslutter sig for at prøve lykken i Californien uden mange andre ambitioner end at parkere biler i en anden stat. Minnie bor i Californien og er en succesrig kvinde, der lever i et fremtidsløst forhold med en gift mand, der prøver at balancere familie og elskerinde uden større succes. Hun er en sorgfuld kvinde med en skrøbelig overflade, der forvandler hende fra katatonisk til hysterisk med få sekunders mellemrum. Hun er ambitiøs på sit kærlighedslivs vegne, men ejer ikke styrke eller indre ro nok til, at kunne finde drømmemanden og den ægte kærlighed. Hun møder Seymour på utraditionel vis og de to starter et noget anderledes og akavet forhold.

John Cassavetes fortæller en meget intens historie med meget intense dialoger. Der er scener så anspændte af en stemmeføring, der flere gange tangerer råben, at man som publikum oftest sidder med en uro og spænding i kroppen. Det er tydeligt, at Cassavetes har valgt denne stil helt bevidst, for den er gennemgående fra start til slut. Den kommer ind under huden på sit publikum og man har oftest lyst til at dæmpe gemytterne på skærmen. Kombineret med en meget hård klipning imellem scenerne formår instruktøren, at skabe en meget potent og hård film med bløde elementer om det at finde ægte kærlighed i de små ting i mennesker. Det er sjældent smukt eller varmt, men de få scener der bærer varme fremstår magiske på grund af den intense stemning i resten af filmen.

John Cassavetes instruerer, skriver og spiller en birolle i filmen, der er et familieprojekt af rang. Hans smukke kone Gena Rowlands spiller Minnie og Cassavetes mor, svigermor og børn er også en del af projektet. Seymour Cassel gør det ok som Seymour Moskowitz, men han er overmatchet af Rowlands, der i enkelte scener løfter filmen til meget mere end den egentlig er.

Som helhed er filmen vellykket, men den kræver en tålmodighed fra sit publikum, der skal være i humør til den intensitet, der bærer de dialogdrevne scener i filmen. Er man til gengæld det, så får man en fyrre år gammel film, der både underholder, forundrer og besætter fra start til slut.

Fire ud af fem stjerner