fredag den 13. juli 2012

Friday Foster

 

Friday Foster, USA 1975 - Arhtur Marks
Jeg er en natugle. Jeg elsker nætterne fyldt med mørke, stilhed og tid til fordybelse. Det er også et perfekt tidspunkt til at få set de mere obskure film, som man kan finde i sin samling. I nat blev det til lidt blaxploitation i form af filmen Friday Foster fra 1975.

Friday Foster er en tidligere model, der arbejder som fotograf for et blad, der lever af at levere billeder af de rige og kendte. Hun bliver en sen nytårsaften sendt ud for, at dække hjemkomsten af en kendt milliardær, der efter længere tid er returneret til USA. Han bliver imidlertid skudt ned af en flok falske vagter, da han træder ud af sit privatfly i lufthavnen. Friday fanger det hele med sit kamera og bliver ufrivilligt hvirvlet ind i en historie med smukke kvinder, biljagter og bunkevis af vold.

Rollelisten er en sand gavebod for fans af blaxploitation. Smukke Pam Grier spiller hovedrollen som Friday og hun er kun toppen af kransekagen. De to seje fyre Yaphet Kotto og Julius Harris, der begge er bedst kendt fra Bond-filmen Lev Og Lad Dø. Vi finder også Carl Weathers (Apollo Creed i Rocky) og Ted Lange (Bartenderen Isaac fra Love Boat), der er flankeret af sangerinden Eartha Kitt. Så alt i alt en sand stjerneparade af dygtige skuespillere, der virkelig hæver filmens niveau.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en svaghed for Pam Grier. Hendes energi stjæler scenerne fra medskuespillerne, der altid må tage andenviolinen, når de deler scener med den karismatiske skuespillerinde. Det er muligt, at hendes krop solgte billetter, men for mig er det absolut hendes tilstedeværelse på skærmen, der går rent hjem.

Filmens historie er hæderlig, dialogen er direkte og plottet er simpelt men sammenhængende. Man hænger sin hat på Grier og Friday Foster, der er modig og dumdristig på en nærmest Tintinagtig måde. Hun stjæler biler og kaster sig ud i farlige situationer, der minder utrolig meget om Hergés nysgerrige journalist. Dette giver mening, da Friday Foster startede som en tegneserie, der kørte fra 1970 til 1974 i avisen Chicago Tribune. Hun var derfor også den første kvindelige sorte tegneserieheltinde i de trykte amerikanske medier.

Friday Foster er en underholdende film til trods for, at det fra første færd er forudsigeligt og let gennemskuelig. Arthur Marks er forfatter og instruktør og han styrer sit publikum med sikker hånd. Plottet i filmen er ikke nyskabende, men alligevel formår Marks, at slå en ekstra krølle her og der. Når man samtidig bliver velsignet med den velkendte soulfunk, der går hånd i hånd med genren, så er der garanti for en fornøjelig oplevelse, som jeg absolut kun kan anbefale.

Tre ud af fem stjerner


Ingen kommentarer:

Send en kommentar