Lebanon, PA

Lebanon, PA - USA, 2010 - Ben Hickernell

Will er en reklamemand fra Philadelphia. Han er i midten af trediverne, er lige blevet single, har ingen børn og - nå ja, hans far er lige død! Hans mor, der mange år forinden blev skilt fra faderen udviser ingen sympati for den afdøde eksmand, så Will "låner" sin ekskones bil og drager mod det landlige Pennsylvania, hvor faderen skal begraves. Her møder han sin udvidede familie, som han ikke kender meget til, men det skal vise sig, at opholdet i den lille by, sætter hele Wills liv på hovedet.

Lad mig starte med det vigtigste først. For de af os, der har opholdt sig i USA i længere tid, har der aldrig været mange film, der virkelig har illustreret forskellene på storbyen og landet i Guds eget land. Storbyen er den vi kende fra film og serier, men hovedparten af USA er gudskelov så meget mere end storbyernes overfladisk søgen efter mammon. Disse forskelle er stort set skelettet for Lebanon, PA - der naturligvis sætter tingene på spidsen, men alligevel rammer rigtig mange "sandheder" imellem bymusen og landmusen i den amerikanske kultur.

Instruktør og forfatter til filmen Ben Hickernell er en lokal Pennsylvaniadreng, der i denne film er ude i sin anden af slagsen. Han har styr på dialogen, der indeholder mange fantastiske finurligheder. Til trods for filmens lette stil med komiske elementer, er vi på ingen måde ude i en komedie. Historien skal findes i den noget mere raffinerede ende af skalaen, hvor menneskets måde at udtrykke sig på - eller måden vi håndterer livet på er i fokus. Det virker helt fantastisk og man er rigtig godt underholdt dialog og historie, der binder personerne rigtig godt sammen.

Skuespillet lader lidt tilbage at ønske, men ingen stikker ud - det være sig hverken positivt eller negativt. Samantha Mathis var for mig det mest kendte ansigt i filmen, men manglen på stjerner er jo en af de forfriskende ting ved indiefilm.

En indiefilm er nemlig lige hvad Lebanon, PA er - og den er det på alle de rigtige måder. Den har en langsomt opbygget historie, et smukt soundtrack af primært akustiske guitarer og en ærlighed uden den moralisering, som Hollywood for længst har adopteret og overgivet sig til. Det hele spiller perfekt sammen og smider man s bunkevis af god dialog oveni, så har man en skøn film, der passer helt perfekt til en regnvåd sommerdag eller en aften foran kassen.

Fire ud af fem stjerner

The Wraith

The Wraith, USA 1986 - Mike Marvin

Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker en tur i tidsmaskinen. Når første billede af filmselskabets logo danser over skærmen, ligner jeg Marty McFly med ansigtet fyldt af barnlig iver og glæde. De bedste ture er en såkaldt "omvendt McFly", hvor jeg bliver sendt tilbage firserne og genoplever VHS maskinernes guldalder. Mit gamle 26" tv fra drengeværelset er erstattet med 64", men ellers er alting som dengang. Tom Cruise har skæve tænder, Madonna er stadigvæk lækker og Charlie Sheen aner ikke hvad ludere, kokain og #winning betyder. Det er sidstnævnte, som har været en tur i tidsmaskinen med mig denne gang.

Charlie Sheen spiler hovedrollen som Jake, der ankommer til en lille by i Arizona. Byen minder mest af alt om et afsnit fra Happy Days med små fine huse, en flink sheriff og en burgersnask, der er tilholdssted for byens unge. Her møder vi den gudesmukke Keri, der er rodet ind i et ufrivilligt forhold med Packard, der er leder af byens hårde bande af fartdjævle. De huserer på landevejene, hvor de tvinger byens andre unge til at køre om deres biler. Vinderen vinder taberens bil. Den lille by og banden gemmer på en hemmelighed, der pludselig vender tilbage til virkeligheden, da en sort racerbil dukker op og udfordrer Packards bande til en duel på mere end bare deres biler.

The Wraith er en carsploitationfilm, der er bygget op om biljagter, eksplosioner og en kærlighedshistorie, der er tidstypisk for stort set alle ungdomsfilm fra firserne: Dreng møder pige, pige er kæreste med en stor stærk skurk, dreng kæmper med skurk for, at slutteligt vinde pigen. Gudskelov har Wraith meget mere at byde på. Man har trukket på referencer fra stort set alle filmtrends fra den tid, så film som Star Wars og Mad Max får et velfortjent klap på skulderen.

Charlie Sheen har fornøjelsen af at spille hovedrollen, der i virkeligheden er en birolle, som bare er godt castet. Wraith er nemlig indspillet fem minutter før Sheen brød lydmuren med Platoon. Bag rollen som Keri gemmer sig ingen ringere end Sherilyn Fenn, hvis smukke ydre alene burde være incitament nok til at se filmen. Filmen byder også på Nick Cassavettes som Packard og Randy Quaid som sheriff Loomis, der desperat prøver at stoppe de unge raceres kamp på hestekræfter i byen. Alle fire er dygtige skuespillere og de gør det godt hver især, men filmen skal desværre stadig trækkes med præstationer fra især Packards bande, der er langt under middel - selv for en firserfilm. Instruktør og forfatter Mike Marvin, der af firserelskere nok bedst er kendt for Hamburger: The Movie, har tydeligvis lagt mere vægt på at instruere sine kendte ansigter, men den store forskel giver kun filmen en sjov og lidt kitschet skævhed, når man genser den i dag.

The Wraith er godt skruet sammen og effekterne er ganske hæderlige. Historien er hullet som en si, men hastigheden på filmen er heldigvis hæsblæsende nok til, at man ikke når at hæfte sig for meget ved p(l)othullerne på vejen. Jeg elskede filmen første gang udlejningskassetten røg i videomaskinen og filmen er på forunderlig vis stadig et gensyn værd. Den er muligvis formularisk og gennemskuelig, men det er underholdende og kan varmt anbefales for andre, der skulle have lyst til en tur i tidsmaskinen. 

Tre ud af fem stjerner.

Friday Foster

 

Friday Foster, USA 1975 - Arhtur Marks
Jeg er en natugle. Jeg elsker nætterne fyldt med mørke, stilhed og tid til fordybelse. Det er også et perfekt tidspunkt til at få set de mere obskure film, som man kan finde i sin samling. I nat blev det til lidt blaxploitation i form af filmen Friday Foster fra 1975.

Friday Foster er en tidligere model, der arbejder som fotograf for et blad, der lever af at levere billeder af de rige og kendte. Hun bliver en sen nytårsaften sendt ud for, at dække hjemkomsten af en kendt milliardær, der efter længere tid er returneret til USA. Han bliver imidlertid skudt ned af en flok falske vagter, da han træder ud af sit privatfly i lufthavnen. Friday fanger det hele med sit kamera og bliver ufrivilligt hvirvlet ind i en historie med smukke kvinder, biljagter og bunkevis af vold.

Rollelisten er en sand gavebod for fans af blaxploitation. Smukke Pam Grier spiller hovedrollen som Friday og hun er kun toppen af kransekagen. De to seje fyre Yaphet Kotto og Julius Harris, der begge er bedst kendt fra Bond-filmen Lev Og Lad Dø. Vi finder også Carl Weathers (Apollo Creed i Rocky) og Ted Lange (Bartenderen Isaac fra Love Boat), der er flankeret af sangerinden Eartha Kitt. Så alt i alt en sand stjerneparade af dygtige skuespillere, der virkelig hæver filmens niveau.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har en svaghed for Pam Grier. Hendes energi stjæler scenerne fra medskuespillerne, der altid må tage andenviolinen, når de deler scener med den karismatiske skuespillerinde. Det er muligt, at hendes krop solgte billetter, men for mig er det absolut hendes tilstedeværelse på skærmen, der går rent hjem.

Filmens historie er hæderlig, dialogen er direkte og plottet er simpelt men sammenhængende. Man hænger sin hat på Grier og Friday Foster, der er modig og dumdristig på en nærmest Tintinagtig måde. Hun stjæler biler og kaster sig ud i farlige situationer, der minder utrolig meget om Hergés nysgerrige journalist. Dette giver mening, da Friday Foster startede som en tegneserie, der kørte fra 1970 til 1974 i avisen Chicago Tribune. Hun var derfor også den første kvindelige sorte tegneserieheltinde i de trykte amerikanske medier.

Friday Foster er en underholdende film til trods for, at det fra første færd er forudsigeligt og let gennemskuelig. Arthur Marks er forfatter og instruktør og han styrer sit publikum med sikker hånd. Plottet i filmen er ikke nyskabende, men alligevel formår Marks, at slå en ekstra krølle her og der. Når man samtidig bliver velsignet med den velkendte soulfunk, der går hånd i hånd med genren, så er der garanti for en fornøjelig oplevelse, som jeg absolut kun kan anbefale.

Tre ud af fem stjerner