Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker en tur i tidsmaskinen. Når første billede af filmselskabets logo danser over skærmen, ligner jeg Marty McFly med ansigtet fyldt af barnlig iver og glæde. De bedste ture er en såkaldt "omvendt McFly", hvor jeg bliver sendt tilbage firserne og genoplever VHS maskinernes guldalder. Mit gamle 26" tv fra drengeværelset er erstattet med 64", men ellers er alting som dengang. Tom Cruise har skæve tænder, Madonna er stadigvæk lækker og Charlie Sheen aner ikke hvad ludere, kokain og #winning betyder. Det er sidstnævnte, som har været en tur i tidsmaskinen med mig denne gang.
Charlie Sheen spiler hovedrollen som Jake, der ankommer til en lille by i Arizona. Byen minder mest af alt om et afsnit fra Happy Days med små fine huse, en flink sheriff og en burgersnask, der er tilholdssted for byens unge. Her møder vi den gudesmukke Keri, der er rodet ind i et ufrivilligt forhold med Packard, der er leder af byens hårde bande af fartdjævle. De huserer på landevejene, hvor de tvinger byens andre unge til at køre om deres biler. Vinderen vinder taberens bil. Den lille by og banden gemmer på en hemmelighed, der pludselig vender tilbage til virkeligheden, da en sort racerbil dukker op og udfordrer Packards bande til en duel på mere end bare deres biler.
The Wraith er en carsploitationfilm, der er bygget op om biljagter, eksplosioner og en kærlighedshistorie, der er tidstypisk for stort set alle ungdomsfilm fra firserne: Dreng møder pige, pige er kæreste med en stor stærk skurk, dreng kæmper med skurk for, at slutteligt vinde pigen. Gudskelov har Wraith meget mere at byde på. Man har trukket på referencer fra stort set alle filmtrends fra den tid, så film som Star Wars og Mad Max får et velfortjent klap på skulderen.
Charlie Sheen har fornøjelsen af at spille hovedrollen, der i virkeligheden er en birolle, som bare er godt castet. Wraith er nemlig indspillet fem minutter før Sheen brød lydmuren med Platoon. Bag rollen som Keri gemmer sig ingen ringere end Sherilyn Fenn, hvis smukke ydre alene burde være incitament nok til at se filmen. Filmen byder også på Nick Cassavettes som Packard og Randy Quaid som sheriff Loomis, der desperat prøver at stoppe de unge raceres kamp på hestekræfter i byen. Alle fire er dygtige skuespillere og de gør det godt hver især, men filmen skal desværre stadig trækkes med præstationer fra især Packards bande, der er langt under middel - selv for en firserfilm. Instruktør og forfatter Mike Marvin, der af firserelskere nok bedst er kendt for Hamburger: The Movie, har tydeligvis lagt mere vægt på at instruere sine kendte ansigter, men den store forskel giver kun filmen en sjov og lidt kitschet skævhed, når man genser den i dag.
The Wraith er godt skruet sammen og effekterne er ganske hæderlige. Historien er hullet som en si, men hastigheden på filmen er heldigvis hæsblæsende nok til, at man ikke når at hæfte sig for meget ved p(l)othullerne på vejen. Jeg elskede filmen første gang udlejningskassetten røg i videomaskinen og filmen er på forunderlig vis stadig et gensyn værd. Den er muligvis formularisk og gennemskuelig, men det er underholdende og kan varmt anbefales for andre, der skulle have lyst til en tur i tidsmaskinen.
Tre ud af fem stjerner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar