mandag den 16. april 2012

Coffy


Coffy, USA 1973 - Jack Hill
Alle filmelskere har et årti, hvor de ikke er særlig velbevandrede. De kender naturligvis de store klassikere, men de er aldrig nået ud i krogene på det pågældende årti - og har derfor kun perifer viden og kendskab til alt andet end de største succeser. Sådan har jeg det med halvfjerdserne, til trods for at det er det årti hvor jeg både er født og opvokset.

Det vil jeg nu råde bod på og kaster mig derfor ud i blaxploitation og en af genrens helt store navne - Pam Grier. Den storbarmede skønhed spiller i denne film rollen som Coffy, der er en sygeplejerske med en noget anderledes hobby. Coffys mindreårige søster har været igennem et narkomisbrug, der har sendt hende på hospitalet og Coffy beslutter derfor at tage hævn. Bevæbnet med skønhed, seksualitet og en pumpgun går Coffy amok i en blodrus, der skyder først og spørger bagefter.

Kender man intet til blaxploitation, bør man google genren, hvor mange har sagt mange flere og meget klogere ting, end jeg kan bidrage med. Der er blod, vold, sex og nøgne kvinder i spandevis - og filmen er spækket med fantastiske one-liners, der skaber en god og let stemning midt i alt det tunge drama, som filmen også indeholder en hel del af. Der bliver i høj grad lagt vægt på den hvide mands kontrol af de sorte i USA, som i starten af 70erne helt sikkert var en varm kartoffel og må have været samfundskritisk og provokerende for det hvide USA. Filmens alvor og moral virker til tider malplaceret midt i bryster og pumpguns, men det er en del af genrens identitet, som man ikke kan tage fra en film som Coffy.

Der er biljagter og halvfjerdserfunk i spandevis, så man er som publikum konstant fanget i en skøn blanding af gamle episoder af Kojak kombineret med en semipornografisk billede og lydside. Man er glimrende underholdt fra start til slut og skuespillet er gedigent uden at imponere. Filmen leverer alt hvad man måtte forvente og den røde tråd er tydelig fra start til slut. For dem der har set stakkevis af film med hævntørstig vold er der naturligvis ingen overraskelser, men det behøver man heller ikke, for at føle sig underholdt af smukke Pam Grier og Coffy.

Coffy er i Danmark udgivet af Another World Entertainment. Dvden har et fremragende billede og en perfekt lydside, der virkelig hæver oplevelsen. Skulle man have lyst til at tilbringe et par timer i 70erne er Coffy absolut ikke et dårligt sted at starte.

Tre ud af fem stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar