Under The Skin

Under The Skin, UK 1997 - Carine Adler

To søstre mister deres mor til en kræftsvulst i hjernen. Den ene søster er den pæne pige, der altid har gjort det rigtige, lyttet til de rigtige mennesker og fået sig en rigtig uddannelse. Den anden søster er det sorte får, der altid følger hjertet og sjældent ender i særlige fordelagtige situationer - det være sig romantisk, karriere og på det helt personlige plan.

Under The Skin er en historie om at miste en forældre. At miste sit anker i tilværelsen, som forældre er for de fleste. Det er historien om det hul, som mennesker bliver suget ned i, når de mister det fysiske bevis for, at de er en eller andens barn. Vi følger Iris, som taber kontrollen over sig selv, da hun skal bearbejde sin mors død. Hun kaster sig ud i dårlige jobs, dårlige seksuelle forhold og dårlig opførsel omkring de mennesker, der både elsker hende og vil hende det bedste. Hun skubber livet, venner og familie fra sig i en symfoni af fortabthed, sorg og total opgivelse af livet. Hendes gravide søster Rose har en god mand, et godt job og et dejligt hjem og prøver på sin egen måde, at bearbejde sit tab med langt mere kontrol end den uregerlige søster.

Filmens store oplevelse er den dobbelte Oscarnominerede Samantha Morton, der spiller staklen Iris så overbevisende, at man nærmest bliver suget ind i hendes fortabte tilværelse. Hun blæser alt og alle væk og selv om resten af castet gør det glimrende, så bliver de statister i en film, hvor Morton både bærer og stjæler historien.  Iris bliver blandt andet ramt af angstanfald, der er så velspillede, at man som publikum sagtens kan tabe vejret i ren sympati for hovedpersonen.

Filmen er skrevet og instrueret af Carine Adler og Under The Skin er hendes eneste film, hvis man ser bort fra kortfilmen Fever (Der i øvrigt er inkluderet på Atlantic Films danske dvd udgivelse).

Historien er velskrevet, selv om den i sig selv er ganske banal. Vi befinder os i en verden med en hverdag, hvor vi alle sammen kan genkende os selv - og den idé er filmen tro i mod hele vejen. Der bliver på intet tidspunkt overdramatiseret for en bedre forståelse og det skaber en ægthed, der giver publikum mulighed for at føle med de to søstre og deres smerte.  Netop smerte er hovedindgrediensen i Under The Skin og filmen kræver et følelsesmæssigt engagement fra sit publikum, hvis man skal mærke hele spektret af smerte, som især Iris gennemgår. Har man empati og lyst til at deltage, så er man sikret en rigtig god filmisk oplevelse. Er man derimod i stemning til at blive underholdt, så bør man kigge videre i reolerne, for så rammer Under The Skin slet ikke ind, hvor sådan en film hører til. Hos mig hører den til på øverste hylde, for jeg var begejstret fra start til slut.

Fire ud af fem stjerner.