Breakfast On Pluto

Breakfast On Pluto, Irland 2005 - Neil Jordan

Vi er i Irland i 70erne. Den unge transvestit Kitten er på en mission. Hun er på jagt efter sin mor, der efterlod sin baby foran præstens hus  - inden hun drog mod London og forsvandt fra denne lille irske by, hvor Kitten vokser op i en alt andet end ideel plejesituation. Kitten er rodløs, udadreagerende og ærlig på en måde, der står i stærk kontrast til et lille irsk lokalsamfund, så hun beslutter sig for at tage til London og sætte alle sejl ind på at finde sin mor. London er på dette tidspunkt verdens navle og er trendsættende for alting moderne, spændende og anderledes. Her må Kitten lære livet på den hårde måde og hun opdager hurtigt, at livet har mange flere facetter end hun kender fra den isolerede tid i Irland.

Vi er ude i en film, der har en hel masse på hjerte og overraskende nok formår at levere hovedparten videre til sit publikum. Det er en film om storbyernes skæve eksistenser, der trods sin hovedpersons seksualitet aldrig rigtig falder i fælden med, at beskrive en forarget og navlebeskuende verden, som man ellers kunne have forventet af en film om en transvestit. Her er der højt til loftet og store dele af persongalleriet er elskelige og åbenhjertede. Kitten når igennem hele historien, at røre ved rigtig mange mennesker uden at nogensinde tabe essensen af sig selv - hvilket er forfriskende, for dette er på ingen måde en coming of age film. Her bliver verden klogere på Kitten, der aldrig rigtig bliver klogere på verden.

Neil Jordan instruerer og kender man hans gennembrudsfilm The Crying Game, så har man en fin idé om, hvad man kan forvente sig af Breakfast on Pluto. Jordan styrer sit publikum igennem mange livsbekræftende øjeblikke med sikker hånd og rammer tidsånden helt perfekt. Det bliver aldrig kedeligt og Jordan har forstået at krydre Kittens historie med tilpas mange sidehistorier til, at filmen aldrig går i tomgang. Der er naturligvis ingen film om Irland i 70erne uden IRA og deres kamp for et frit Nordirland, men her har Jordan formået at flette et noget tungere emne ind i filmen på en måde, der giver fin mening uden at man skal forholde sig særlig meget til andet end den menneskelig side af konflikten.

Cillian Murphy spiller Kitten og han bærer filmen på egne skuldre fra start til slut. Murphy rammer den feminine side af Kitten lige i skabet og det er ikke svært, at identificere sig med resten af galleriets fascination af den smukke transvestit. Liam Neeson er troværdig som den lille bys præst og er en fin repræsentant for resten af skuespillerpræstationerne, der er et pænt stykke over middel for alle involverede.

Breakfast on Pluto er en af de få film, som jeg har svært ved at kritisere, for den indeholder alle de elementer, som gør en god film i min optik. Historien er velfortalt, velspillet og troværdig på en måde, som man sjældent ser i moderne film. Jeg kan varmt anbefale, at man bruger to timer i Kittens selskab, for det er hjerteligt og smukt på en og samme tid.

Fem ud af fem stjerner.

Under The Skin

Under The Skin, UK 1997 - Carine Adler

To søstre mister deres mor til en kræftsvulst i hjernen. Den ene søster er den pæne pige, der altid har gjort det rigtige, lyttet til de rigtige mennesker og fået sig en rigtig uddannelse. Den anden søster er det sorte får, der altid følger hjertet og sjældent ender i særlige fordelagtige situationer - det være sig romantisk, karriere og på det helt personlige plan.

Under The Skin er en historie om at miste en forældre. At miste sit anker i tilværelsen, som forældre er for de fleste. Det er historien om det hul, som mennesker bliver suget ned i, når de mister det fysiske bevis for, at de er en eller andens barn. Vi følger Iris, som taber kontrollen over sig selv, da hun skal bearbejde sin mors død. Hun kaster sig ud i dårlige jobs, dårlige seksuelle forhold og dårlig opførsel omkring de mennesker, der både elsker hende og vil hende det bedste. Hun skubber livet, venner og familie fra sig i en symfoni af fortabthed, sorg og total opgivelse af livet. Hendes gravide søster Rose har en god mand, et godt job og et dejligt hjem og prøver på sin egen måde, at bearbejde sit tab med langt mere kontrol end den uregerlige søster.

Filmens store oplevelse er den dobbelte Oscarnominerede Samantha Morton, der spiller staklen Iris så overbevisende, at man nærmest bliver suget ind i hendes fortabte tilværelse. Hun blæser alt og alle væk og selv om resten af castet gør det glimrende, så bliver de statister i en film, hvor Morton både bærer og stjæler historien.  Iris bliver blandt andet ramt af angstanfald, der er så velspillede, at man som publikum sagtens kan tabe vejret i ren sympati for hovedpersonen.

Filmen er skrevet og instrueret af Carine Adler og Under The Skin er hendes eneste film, hvis man ser bort fra kortfilmen Fever (Der i øvrigt er inkluderet på Atlantic Films danske dvd udgivelse).

Historien er velskrevet, selv om den i sig selv er ganske banal. Vi befinder os i en verden med en hverdag, hvor vi alle sammen kan genkende os selv - og den idé er filmen tro i mod hele vejen. Der bliver på intet tidspunkt overdramatiseret for en bedre forståelse og det skaber en ægthed, der giver publikum mulighed for at føle med de to søstre og deres smerte.  Netop smerte er hovedindgrediensen i Under The Skin og filmen kræver et følelsesmæssigt engagement fra sit publikum, hvis man skal mærke hele spektret af smerte, som især Iris gennemgår. Har man empati og lyst til at deltage, så er man sikret en rigtig god filmisk oplevelse. Er man derimod i stemning til at blive underholdt, så bør man kigge videre i reolerne, for så rammer Under The Skin slet ikke ind, hvor sådan en film hører til. Hos mig hører den til på øverste hylde, for jeg var begejstret fra start til slut.

Fire ud af fem stjerner.

Minnie & Moskowitz

USA 1971 - John Cassavetes

Seymour Moskowitz er en glad New Yorker dreng, der i sine mere end 40 års levetid ikke har oplevet, foretaget eller opnået meget i sit liv. Han parkerer biler foran restauranter for at have til dagen og vejen, men beslutter sig for at prøve lykken i Californien uden mange andre ambitioner end at parkere biler i en anden stat. Minnie bor i Californien og er en succesrig kvinde, der lever i et fremtidsløst forhold med en gift mand, der prøver at balancere familie og elskerinde uden større succes. Hun er en sorgfuld kvinde med en skrøbelig overflade, der forvandler hende fra katatonisk til hysterisk med få sekunders mellemrum. Hun er ambitiøs på sit kærlighedslivs vegne, men ejer ikke styrke eller indre ro nok til, at kunne finde drømmemanden og den ægte kærlighed. Hun møder Seymour på utraditionel vis og de to starter et noget anderledes og akavet forhold.

John Cassavetes fortæller en meget intens historie med meget intense dialoger. Der er scener så anspændte af en stemmeføring, der flere gange tangerer råben, at man som publikum oftest sidder med en uro og spænding i kroppen. Det er tydeligt, at Cassavetes har valgt denne stil helt bevidst, for den er gennemgående fra start til slut. Den kommer ind under huden på sit publikum og man har oftest lyst til at dæmpe gemytterne på skærmen. Kombineret med en meget hård klipning imellem scenerne formår instruktøren, at skabe en meget potent og hård film med bløde elementer om det at finde ægte kærlighed i de små ting i mennesker. Det er sjældent smukt eller varmt, men de få scener der bærer varme fremstår magiske på grund af den intense stemning i resten af filmen.

John Cassavetes instruerer, skriver og spiller en birolle i filmen, der er et familieprojekt af rang. Hans smukke kone Gena Rowlands spiller Minnie og Cassavetes mor, svigermor og børn er også en del af projektet. Seymour Cassel gør det ok som Seymour Moskowitz, men han er overmatchet af Rowlands, der i enkelte scener løfter filmen til meget mere end den egentlig er.

Som helhed er filmen vellykket, men den kræver en tålmodighed fra sit publikum, der skal være i humør til den intensitet, der bærer de dialogdrevne scener i filmen. Er man til gengæld det, så får man en fyrre år gammel film, der både underholder, forundrer og besætter fra start til slut.

Fire ud af fem stjerner