Never on Sunday

Never On Sunday, Grækenland/USA 1960 - Jules Dassin

Den lykkelige luder. Er hun en myte eller eksisterer hun? Der findes et hav af artikler, debatter og bøger om emnet - og jeg er sikker på at Suzanne Bjerrehus eller Anne-Grethe Bjarup Riis har nogle helt klare holdninger om emnet. Jeg skal ikke kunne sige om hun eksisterer, men hun eksisterer i hvert fald i Never On Sunday - og også i den grad!

Den smukke, blonde og eksotiske Ilya lever et herligt liv i den græske havneby Piræus. Hun er elsket af alle mænd i havnen og har venskabelige og professionelle forhold til alt fra slagteren til bageren i et hjørne af Sydeuropa, hvor solen altid skinner. Hun har ingen sorger og opfinder gerne en virkelighed, for at skjule skyggesiderne af livet. Hendes eneste problem er byens mafioso-alfons, der styrer alle de prostituerede i byen undtagen Ilya, der er beskyttet af havnens hårde drenge.

Alt er tilsyneladende fryd og gammen i den græske havneby, men da amerikaneren og græcomanen Homer lander med den lokale færge, ændrer alting sig for Ilya og hendes omgivelser. Homer falder pladask for Ilya, som han ser som et symbol for det stolte Grækenlands forfald. Han beslutter sig for, at ville uddanne hende på livet, kulturen og stoltheden i alting græsk og nutidigt. Herfra tager historien fart og forskellen imellem Ilyas sorgløse amoralske adfærd og Homers forestillinger om det perfekte moralske menneske bringer sindene i kog i Piræus.

Filmen er i sort/hvid men er alligevel utrolig smuk og fængslende. Der er skruet helt op for den græske stemning, hvor friske fisk og skaldyr bliver nydt med rigelige mængder ouzo igennem hele filmen. Det bliver danset, sunget og skålet i et væld og man kunne ikke lave en bedre reklame for rejser til Grækenland end denne film. Der er middelhavsstemning for alle pengene og har man oplevet Sydeuropa og i særdeleshed Grækenland, bliver man hurtigt opslugt af stemningen og autenciteten i filmen. Selvfølgelig er alting sat på spidsen og grækerne er ærkegræske og amerikanerne er amerikanere med stort B som i burger. Det er også i filmens stemning, at man skal finde den egentlige kvalitet, for historien er banal, triviel og som sådan ganske tidstypisk for semiromantiske dramaer.

Jules Dassin har skrevet, instrueret og spiller også rollen som Homer. Han fremstiller fint den amerikanske arrogance om, at alle andre er forkert på den og at han som amerikaner har ret. Filmens store stjerne er Ilya, der bliver spillet af Melina Mercouri. Hendes sorgløshed og selvsikre fremtræden er lige i skabet og man bliver aldrig træt af at se eller høre på hende.

Alt i alt er Never on Sunday en skøn film til en eftermiddagsmatiné, for den lover ikke mere end den kan bære. Filmen er varm, sjov og underholdende. Så slutteligt tager vi et lille stykke af Piræus, for titelmelodien kender vi alle, så den vil jeg slutte af med.

 

Tre ud af fem stjerner

ps Filmen kan lige nu findes i TP Musik til 25 kroner på dvd