Ten Inch Hero

Ten Inch Hero, USA 2007 - David Mackay

Hvis du oplevede 1980erne som ungt menneske, så er jeg sikker på, at der er en ungdomsfilm, der står dit hjerte meget nær. Den handlede om en gruppe unge, der bliver/blev venner under forskellige omstændigheder. Nogle blev kærester, andre gik fra hinanden og dialogen var hurtig, sjov og meget spontan. Filmen var med garanti sød, rar og varm - og den endte med at alle fandt lykken på hver deres måde. Der var kun en måde at lave ungdomsfilm - og det var ved at bruge ovenstående formel med forskellige variationer. Hovedmanden bag formlen var instruktøren John Hughes og han blev forgangsmand for en stor del af ungdomskulturen i Hollywood.

Til næste år er det 30 år siden, at Breakfast Club havde premiere i de danske biografer. Det vil jeg græde over i enrum senere og fokusere på Ten Inch Hero, som er en genfødsel af den genre, som John Hughes skabte med Breakfast Club. Vi følger fire unge mennesker, der alle arbejder i en sandwichbar i Californien. De arbejder for hippien Trucker, der driver sin butik med varme, kærlighed og glade ansigter. Hver især har de fire unge problemer med kærlighed og deres fortid, men de har hinanden og finder trøst og ro i deres indbyrdes selskab og venskab.

Så enkelt kan Ten Inch Hero beskrives, men filmen er naturligvis meget mere end det. Den er fyldt med sjove replikker, smilende mennesker kombineret med en varme og et overskud, som man slet ikke ser i denne type film længere. Det er sødt, men det bliver aldrig vammelt. Det er skruet sammen på en måde, hvor man hele tiden føler sig godt tilpas, som var man i gamle venners selskab. Af en eller anden årsag forholder filmen sig ganske positivt til stort set alting. Der er meget lidt kynisme og de få scener, der indeholder andet end velskreven dialog og varme øjeblikke, giver kun krydderi, der gør filmen til en behagelig oplevelse.

Der er trukket på et par personer fra tv-serien One Tree Hill, som jeg gerne tilstår, at jeg kender til uden at have set overhovedet. Den bedste oplevelse står Jensen Ackles (Supernatural) for, som den tossede punker Priestly. Alle andre gør det fint og de binder fint filmen sammen og giver en rigtig god fornemmelse af sammenhold.

Filmen virker som en homage til John Hughes og ungdomsfilm fra firserne. Den spiller på alle de samme strenge hvor varme, venskab og dialog driver filmen mere end den egentlige historie. Var man ung i firserne er Ten Inch et must, hvor andre måske vil have svært ved at se koblingen - og derfor ikke helt få det samme ud af filmen. Jeg havde ingen problemer med at nyde noget så sjælden som en varm og positiv film helt blottet for kynisme, så det er ikke svært at dele stjerner ud.

Fire ud af fem stjerner.