Ten Inch Hero,
USA 2007 - David Mackay
Hvis du oplevede
1980erne som ungt menneske, så er jeg sikker på, at der er en ungdomsfilm, der står dit hjerte
meget nær. Den handlede om en gruppe unge, der bliver/blev venner under
forskellige omstændigheder. Nogle blev kærester, andre gik fra hinanden og
dialogen var hurtig, sjov og meget spontan. Filmen var med garanti sød, rar og
varm - og den endte med at alle fandt lykken på hver deres måde. Der var kun en
måde at lave ungdomsfilm - og det var ved at bruge ovenstående formel med
forskellige variationer. Hovedmanden bag formlen var instruktøren John Hughes
og han blev forgangsmand for en stor del af ungdomskulturen i Hollywood.
Til næste år er
det 30 år siden, at Breakfast Club havde premiere i de danske biografer. Det
vil jeg græde over i enrum senere og fokusere på Ten Inch Hero, som er en
genfødsel af den genre, som John Hughes skabte med Breakfast Club. Vi følger
fire unge mennesker, der alle arbejder i en sandwichbar i Californien. De
arbejder for hippien Trucker, der driver sin butik med varme, kærlighed og
glade ansigter. Hver især har de fire unge problemer med kærlighed og deres
fortid, men de har hinanden og finder trøst og ro i deres indbyrdes selskab og
venskab.
Så enkelt kan Ten
Inch Hero beskrives, men filmen er naturligvis meget mere end det. Den er fyldt
med sjove replikker, smilende mennesker kombineret med en varme og et overskud,
som man slet ikke ser i denne type film længere. Det er sødt, men det bliver
aldrig vammelt. Det er skruet sammen på en måde, hvor man hele tiden føler sig
godt tilpas, som var man i gamle venners selskab. Af en eller anden årsag
forholder filmen sig ganske positivt til stort set alting. Der er meget lidt
kynisme og de få scener, der indeholder andet end velskreven dialog og varme
øjeblikke, giver kun krydderi, der gør filmen til en behagelig oplevelse.
Der er trukket på
et par personer fra tv-serien One Tree Hill, som jeg gerne tilstår, at jeg
kender til uden at have set overhovedet. Den bedste oplevelse står Jensen
Ackles (Supernatural) for, som den tossede punker Priestly. Alle andre gør det
fint og de binder fint filmen sammen og giver en rigtig god fornemmelse af
sammenhold.
Filmen virker som
en homage til John Hughes og ungdomsfilm fra firserne. Den spiller på alle de
samme strenge hvor varme, venskab og dialog driver filmen mere end den
egentlige historie. Var man ung i firserne er Ten Inch et must, hvor andre
måske vil have svært ved at se koblingen - og derfor ikke helt få det samme ud
af filmen. Jeg havde ingen problemer med at nyde noget så sjælden som en varm
og positiv film helt blottet for kynisme, så det er ikke svært at dele stjerner
ud.
Fire ud af fem
stjerner.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar