Wind Chill

Wind Chill, USA 2007 - Gregory Jacobs

En ung collegestuderende i det vestlige Pennsylvania beslutter sig for, at tage hjem til sin familie i Delaware, for at holde jul. Hun dropper sin oprindelige plan om at tage bussen - og vælger i stedet at bruge skolens opslagstavle for at finde en medstuderende ung mand, der har bil og skal samme vej. Vejret er ubarmhjertigt og den unge mand er mildest talt underlig, for han ved meget mere om hende end hun er tryg ved. Efter et stop på en tankstation vælger den unge mand, at tage en snedækket landevej over motorvejene, der i forvejen ikke er særlig fremkommelige. De to unge mennesker kører galt, da en modkørende bilist ikke viger fra landevejen og de ender i en snedrive, hvor bilen sidder urokkelig fast. Her starter løjerne hvor kulde, præster og en morder bærer denne anderledes lille gyserfilm frem.

Præmissen for en film som Wind Chill er simpel. Det er en gyser, der er nem at forstå og derfor også nem at gå til. Den byder på et styk dygtig skuespillerinde i Emily Blunt, som blændende spiller den navnløse studerende, der på den ene side er utrolig øretæveindbydende, men samtidig har en charme, der gør at man trods alt stadig har sympati for hendes karakters overlevelse. Den unge fyr, spillet af Ashton Holmes er fin uden at imponere, så det er Blunt der bærer replikker og scener imellem de to. Filmen indeholder ikke voldsomt mange andre skuespillere, så meget af filmens kvalitet i dialog og historie er overladt til de to hovedpersoner.

Wind Chill er en begavet gyser, hvor man undgår genrens mest trivielle fælder og styrer fint igennem plotpunkter, der den simple historie til trods hænger rigtig fint sammen. Kulden og sneen spiller en fin rolle, der skaber et vakuum for historien, der er troværdig og bidrager til en klaustrofobisk stemning.

Ordet stemning er i virkeligheden den bedste beskrivelse af Wind Chill. Her er ikke blod, indvolde og skrigeri i spandevis, men der er stemning og en lurende uhygge, der gør filmen udholdelig og trods alt giver den en plads i den bedre ende af gysergenrens endeløse strøm af titler, hvor kvantitet oftest kommer før kvalitet. Det er en fin lille gyser, som man kan se med sin kæreste, uden at nogen bliver dårlige eller utilpas - så jeg vil klart anbefale den til et lille hyggegys på en kedelig torsdag aften.

Tre ud af fem stjerner

Ten Inch Hero

Ten Inch Hero, USA 2007 - David Mackay

Hvis du oplevede 1980erne som ungt menneske, så er jeg sikker på, at der er en ungdomsfilm, der står dit hjerte meget nær. Den handlede om en gruppe unge, der bliver/blev venner under forskellige omstændigheder. Nogle blev kærester, andre gik fra hinanden og dialogen var hurtig, sjov og meget spontan. Filmen var med garanti sød, rar og varm - og den endte med at alle fandt lykken på hver deres måde. Der var kun en måde at lave ungdomsfilm - og det var ved at bruge ovenstående formel med forskellige variationer. Hovedmanden bag formlen var instruktøren John Hughes og han blev forgangsmand for en stor del af ungdomskulturen i Hollywood.

Til næste år er det 30 år siden, at Breakfast Club havde premiere i de danske biografer. Det vil jeg græde over i enrum senere og fokusere på Ten Inch Hero, som er en genfødsel af den genre, som John Hughes skabte med Breakfast Club. Vi følger fire unge mennesker, der alle arbejder i en sandwichbar i Californien. De arbejder for hippien Trucker, der driver sin butik med varme, kærlighed og glade ansigter. Hver især har de fire unge problemer med kærlighed og deres fortid, men de har hinanden og finder trøst og ro i deres indbyrdes selskab og venskab.

Så enkelt kan Ten Inch Hero beskrives, men filmen er naturligvis meget mere end det. Den er fyldt med sjove replikker, smilende mennesker kombineret med en varme og et overskud, som man slet ikke ser i denne type film længere. Det er sødt, men det bliver aldrig vammelt. Det er skruet sammen på en måde, hvor man hele tiden føler sig godt tilpas, som var man i gamle venners selskab. Af en eller anden årsag forholder filmen sig ganske positivt til stort set alting. Der er meget lidt kynisme og de få scener, der indeholder andet end velskreven dialog og varme øjeblikke, giver kun krydderi, der gør filmen til en behagelig oplevelse.

Der er trukket på et par personer fra tv-serien One Tree Hill, som jeg gerne tilstår, at jeg kender til uden at have set overhovedet. Den bedste oplevelse står Jensen Ackles (Supernatural) for, som den tossede punker Priestly. Alle andre gør det fint og de binder fint filmen sammen og giver en rigtig god fornemmelse af sammenhold.

Filmen virker som en homage til John Hughes og ungdomsfilm fra firserne. Den spiller på alle de samme strenge hvor varme, venskab og dialog driver filmen mere end den egentlige historie. Var man ung i firserne er Ten Inch et must, hvor andre måske vil have svært ved at se koblingen - og derfor ikke helt få det samme ud af filmen. Jeg havde ingen problemer med at nyde noget så sjælden som en varm og positiv film helt blottet for kynisme, så det er ikke svært at dele stjerner ud.

Fire ud af fem stjerner.