Bedways

Bedways, Tyskland 2010 - Rolf Peter Kahl

Det sker sjældent, at en film bryder med alle grænser for, hvor langt man vil gå, for at illustrere og formidle en situation. Oftest bruges der virkemidler, der indikerer hvad der sker - uden at vi visuelt oplever dem som publikum. Skygger, lyde og musik sætter oftest tonen for stærke scener, da man nødigt vil forulempe sit publikum med at rent faktisk vise scenerne i fuld flor. Bedways er en af de sjældne film, der ikke har grænser. Alt bliver vist og intet er for grænseoverskridende til at ikke blive dokumenteret rent visuelt. Det er stærke sager, som vi bedst kender fra Lars von Trier, men den lille gale/geniale dansker bliver i den grad sat til vægs af Bedways.

Filmen tager udgangspunkt i instruktøren Ninas liv. Nina er en kvinde, der har en vision om at lave en film, der tager udgangspunkt i umiddelbarhed og impulsivitet. Hun har to skuespillere klar til at spille rollerne som et par, der bevæger sig i en nedslidt lejlighed i Berlin, hvor intimitet, sex og et had/kærlighed forhold imellem de to skal sætte dagsordenen. Ninas idé er, at skuespillerne skal skabe filmen uden specifik instruktion, men derimod igennem impulsive handlinger og ord. Det går naturligvis ikke som planlagt og Nina ser sig nødsaget til at sætte indsatsen op - og minutiøst skildre forskellen på følelser som had, kærlighed og sex - og at de tre ingredienser i et forhold sagtens kan separeres.

Bedways er på alle måder en provokerende film, som man skal sætte sig op til at se. Den er langt fra nemt tilgængelig og den kræver en hel del af sit publikum. De udpenslede sexscener er meget fint konstrueret og det er på intet tidspunkt sex som pornografi. Man er tværtimod hele tiden en flue på væggen og det hele virker meget voyeuragtigt og klaustrofobisk på en og samme tid. Mange scener er grå og uden farve, hvilket virker for hele sammensætningen af en stemning af følelser, nedslidte Berlin og tysk industrial techno. Stilen holder igennem hele filmen og bidrager til, at det aldrig bliver kedeligt, selv om enkelt scener virker formålsløse i sig selv. Selve historien har hele tiden kant og man er konstant i tvivl om, hvorvidt Nina er interesseret i at lave film eller om det bare er en sofistikeret måde at lege voyeur på.

Er man til en film, der tør bryde med det pæne, polerede og de passive meninger, så er Bedways en stor oplevelse, der både overrasker, forarger og belærer sit publikum. Det er både spændende og chokerende, når man som publikum opdager, at sexscener ikke foregår fuldt påklædt under lagener og dyner, som vi ellers er blevet opdraget med af det bornerte Hollywood.

Skuespillerne er dygtige uden at imponere og historien er velskrevet, med enkelte scener som undtagelser. Der er for lidt af denne slags film i danskernes bevågenhed, så det er forfriskende med et frisk pust - og det er Bedways i allerhøjeste grad.

Fire ud af fem stjerner.

Dirty Maria

(Kegareta Maria), Japan 1998 - Zeze Takahisa

Maria er en frisørassistent, der har en affære med en kollega ved siden af sit ægteskab, der er gået helt i tomgang. Hun opdager at en kollega også har en affære med samme mand og slår hende ihjel. Liget bliver parteret, pakket i poser og smidt i containere over hele byen. Alt går glat indtil den myrdede kvindes mand dukker op og vil melde sin kone savnet. Maria beslutter sig for, at tage manden op i bjergene til et snedækket område ved en spa/skisportsområde, hvor hun vil slå ham ihjel, før han slår alarm om sin forsvundne hustru.

Det er mere eller mindre plottet for filmen, gætter og tror jeg måske nok. Filmen forklarer nemlig aldrig nogensinde helt, hvad der foregår og plotpunkterne er nærmest usynlige. Det bliver heldigvis aldrig rodet og er holdt meget stilsikkert, men det tager tid, at helt komme ind under huden på historien og man er ofte ude i gætværk, for at kunne forstå filmens forløb. Den er glimrende instrueret, meget smuk i udtryk og stil og de to bærende skuespillere gør det glimrende på den genkendelige japanske facon af introverthed og selvudslettende kropssprog.

Dirty Maria er en del af AWEs Pink/Softcore serie og indeholder også tre-fire seksuelle scener, der er spundet fint ind i historien, så de aldrig bliver påtagede. Man sidder aldrig med følelsen af, at filmens omdrejningspunkt er det seksuelle og det er også fint nok, hvis det ikke lige var fordi, at filmen er solgt og markedsført som pink/softcore. Vi er mere ude i artfilm, som er drevet af sin visuelle stil, for dialogen er begrænset.

Ser man filmen i forventning om at se noget japansk sexploitation, så bliver man slemt skuffet. Jeg var omstillingsvillig og fik en glimrende oplevelse ud af filmen, som heldigvis overraskede mere end den skuffede. Slutningen faldt på det helt rigtige tidspunkt i historien, som man nærmest er garanteret i japanske film, hvilket altid er forfriskende i en verden af film, der har det med at afslutte historien tre-fire gange før filmen faktisk er slut.

Dirty Maria er baseret på en sand historie, hvilket giver en god stemning. Filmen kan ligesom de tre andre film i AWEs pink serie erhverves for 49 kroner hos CDON.

Tre ud af fem stjerner.